Det var godt at komme tilbage og jeg har faktisk savnet alle de skønne unger.  Skønt, når man bliver mødt med åbne arme både af elever og kollegaer.

Der var men masse på programmet da jeg kom hjem. For det første har jeg igen været med til et rundbords seminar om inklusion. De kom fra ministeriet denne gang, og jeg fik et godt indtryk af den infrastruktur, som er bygget op om dette nye undervisnings miljø i Moldova. Det blev holdt på rumænsk, så det var bare om at spidse øre.

Vi havde før min afrejse haft et par opgaver hængende. Det var at gøre vore billeder færdige. Vi var blevet spurgt om at hænge dem op på en udstilling i Kultur huset. Børnene valgte at male zoo motiver, og det var godt at se hvordan vores forløb med Mona Brookes virkelig gav potte.

Billederne blev malet og vi satte dem i rammer og signerede dem.  Mange af de unger som var sprunget fra midt i forløbet, blev naturligvis ærgerlige da de opdagede hvor seriøst et  stykke arbejde, vi havde været i gang med. Øv, men jeg valgte ikke hurtigt at proppe dem ind i programmet, og lave ekstra tegne sektioner med dem. Jeg syntes ikke der skulle gå inflation i de andres umage.






Børnene skulle også opføre en sang foran et helt kulturhus. Jeg havde virkelig prøvet at få dem med på et lille stykke teater, men der var ikke opbakning til det, så vi sang i stedet for.   To børn en dreng og en pige skulle synge en rigtig tralala sang og det gik ikke uden konflikter og tåre og ros og ris.   Den ene af børnene får mig til at tænke på Napoleon Bonaparte. Han er lille og fuld af energi og hidsig og meget stædig.  Der skal megen diplomati og pædagogik for at få ham til at udføre en opgave.  Min vejleder er super god til at handle hans humør, og jeg elsker hvordan hun tålmodigt og voksent taler ham til rette. Hun viser altid megen respekt for børnenes frustrationer, og jeg har lært meget om at takle konflikt situationer med både borgere og kollegaer.

Der er snart sommer ferie til de små klasser ( 5 klasse) og de skal sandelig også op til eksamen.  Der bliver terpet gloser i inklusions lokalet, og det er ikke så meget jeg kan hjælp med. Netop derfor bliver jeg sat til som opsynsmand i eksamen og skal holde øje med snyd.   Ja, og lidt snydt det bliver der, børnene spørger tit ind til en opgave, og jeg følger de andre læreres adfærd og kan se de ikke er for strikse med at give en hånd her og der. Det er interne prøver og børnene er synligt meget nervøse og jeg har skulle tåre flere tåre.


Jeg sad med en hel dag i de mundlige eksaminer og jeg tænker at mange af os Ucsyd studerende ville løbe laaangt væk efter sådan en omgang.  Der er virkelig krav på at kunne svare korrekt og efter bogen og børnene bliver irettesat, kontant og lige på. Ikke noget for svage sjæle. Jeg oplever at børn, som er vant til denne form for skolesystem, også får hård hud på sjælen og ikke er så sarte i deres opfattelse af omgangs tonen












Vi nåede alle vore mål og fik sat billederne op til udstillingen. Vi var meget stolte

Børnene sad med på den 4 timers lange koncert, hvor alle regionens børn fra inklusions programmet deltog. Det er bare så mange dygtige og skønne unger i dette land. Børnene dansede og opførte digte og sang. En ung pige i rullestol, dansede en smuk vals, sammen med en ung almindelig gående fyr. Det gjorde de så godt at hele salen rejste sig i begejstring. 


Vores tralala sang med harmonika, blev også opført til ug og vi var lettede og glade på vore stjernes vegne. 
Disse tiltag er de første som bliver gjort i landet, for at gøre børn med særlige behov, mere synlige i skolemiljøet. Jeg syntes faktisk det er ret fantastisk at være med til dette skift, og på min egen beskedne måde være med til at præge det i regionen, hvor jeg arbejder.