Sager, borgere og virkelige skæbner

Et billede fra et hjem i Riscani regionen

Cigaretrøgen ligger tykt i værelset og voksne mænd og kvinder sidder rundt om på de uredte senge, mens glassene klire og vodkaflasken bliver delt rundt. To små drenge på 4 og 6 leger på gulvet. Det vil sige den 6 årige er i gang med at støve nogle reoler af med en lille klud og feje træspåner op ved brændeovnen. De voksne er tydeligt beruse, klokken er  9.30 om morgenen, og  jeg er blevet sendt ud på min anden sag den dag. Det er ikke den første af slagsen den uge og jeg undertrykker endnu en gang min første indskydelse om at pakke de to små drenge med i bilen og køre langt væk fra en verden som de aldring burde kende, men som desværre er hverdagskost i mange hjem i "mit" distrikt".  De to drenge ser mig for anden gang denne uge, og jeg sætter mig på hug ved siden af dem, og vi får en snak om deres kat og  hund. De vil begge gerne i børnehave, og jeg observerer, at de har mange sår på kroppen som skal behandles.  Forældrene blander sig nu også i samtalen og indvilliger i at det vil være godt for børnene at blive skrevet op til børnehave. Jeg fornemmer at mange donner- og moral prædiker er blevet talt igennem årene og at de begge er gode til at bortforklare det enorme rod og hjemmets tilstand. Moldovas lovgivning  beskytter meget forældrenes rettigheder og tvangsfjernelse kommer sjældent på tale.  Fra kommunen side er man derfor tilbageholdene med at åbne en masse nye sager. Børnehjemmene er desuden ofte meget traumatiske steder og ressourcerne små. Derfor er det vigtigt at opbygge et tillidsforhold til  forældre og dermed prøve at få indflydelse på deres beslutninger omkring børnenes liv. Begge forældre anderkender deres problemer med alkohol, og jeg forstår at faderen stadig passer sin arbejdsplads.  På mandag skal jeg derfor igen igennem hele polikliniken med moderen og de to små drenge, så vi kan få lavet lægeerklæring, som giver dem lov til at komme i børnehave. Der vil drengene i dagtimerne blive taget sig af, af nogle dygtige og hjælpsomme pædagoger, og der bliver desuden givet to gratis måltider. Jeg har desuden kontaktet et rehabiliterings center og spurgt om plads hvis/når forældrene blive klar til blive behandlet, men også her kræver det at man kan skabe tillid,
så de forstår at de ikke bare er en ny sag som skal afgøres, men at vi er oprigtig interesserede i deres liv og skæbne.