Breakthrough på skolen


Ugen der gik har budt på sine overraskelser. Jeg blev i sidste uge bedt om at komme med et oplæg om inklusion for alle lærerne- Min chef på regionens kontor tog også del i samlingen og vi fik begge mulighed for at fortælle om inklusions grundtanker. Min chef fortalte om de især om de grundregler som var blevet vedtaget af landet undervisning-ministerium og om det såkaldt modificerede curriculum som bliver tilbudt børn som har særlige behov.  Jeg fik lov til at tale om inklusion som en kultur der skal kultiveret og så først og fremmest er de voksnes ansvar. Desuden fik jeg lov til at beskrive støtte pædagogen som en ressource, der skal bruges som sparringspartner opgaven med at undervise barnet og om en skolekultur  hvor alle for en chance for at lære noget! Det var rigtig godt at få lov til at komme med en faglig og teoretisk begrundelse for, hvorfor det er så vigtigt at opgaven lykkes og at
Det blev rimelig godt modtaget og lagde op til en debat om særlige cases i skolen, og om elever som går i 8 og 9 klasse og endnu ikke kan læse.  Jeg har lavet lidt research og fundet ud af at dysleksi og sprogblindhed slet ikke er i fokus En hel kommission bestående af  en  logopæd  og børnepsykolog og special pædagog mødte op på skolen efter weekenden. Mange elever blev testet i læs og forstå og der blev skrevet rapporter.  Bagefter havde vi en noget sej samling med de ansvarlige for inklusions programmet og medlemmerne af SAPP og der fløj en del beskyldninger  i gennem lokalet.  Det endte nu  i al fordragelighed og med en fælles forståelse for at mange lærere og pædagoger har brug for mere knowhow og bedre  faglig støtte i opgaven.

Forårs travlhed

 Opgaverne syntes at hobe  sig op og med den daglige gang med lektier læsning og træning med de forskellige elever, er det nogle gange svært at få presset andre ting ind i programmet. Enhver studerende kender til dilemmaet med lærings mål der skal fittes ind i mellem en masse andet. Påsken lagde op til forskellige aktiviteter og vi har også fået besked på at ALLE vore elever skal tage del i en opvisning for vores  "sponsorer"  ( ingen af os ved hvem der et tale om) og at vi skal lave en gave til dem.

Jeg fik ideen til et lille teater stykke, som min vejleder og jeg nu er begyndt at brygge sammen.  Det handler om nogle blomster i en have som på ægte H. C Andersen vis kommer op at tottes om hvem der er finest. Solen tysser på dem, men de er alle overbevist om deres egen vigtighed.  Dog plukker gartneren til sidst dem alle til en fin bukket  til sin vase :)

Vi har derfor haft travlt med at lave en fin buket blomster og det blev til tulipaner i forskellige farver. Al credits to youtube ! 
Børnene har virkelig haft sjov med opgaven og jeg har svunget den varme lim i et par dage i træk. Det er altid sjovt at observerer disse tiltag. Som regel er der ikke mange der gider til at begynde med. Jeg fik to søde piger overtalt  og de gik dydigt i gang med opgaven. Dog tog det ikke mange minutter før vi måtte udvide vores arbejdsgruppe og snart var der ivrige og begejstrede unger over det hele både drenge og piger. Jeg var glad for at jeg havde valgt én slags blomst. Mine overvejelser drejede sig om at jeg nok ikke ville kunne overse at forklare for mange forskellige typer og jeg ikke vidste om de ville magte mere.  Denne overvejelser var rigtig i betragtning af vores tidsbegrænsning, men ikke i forhold til børnenes evner. De ville sagtens have kunne lave mange forskellig arter.     Vi fik også lavet en fin vase, men jeg har ikke nået at få sat dem samme i en buket endnu. Det må de klare imens jeg er væk.

 De urørlige og projekt  insekthotel

Ja, det er et læringsmål, men også et forløb jeg har set meget frem til,
 Endelig fik vi tid til at komme ti skoven med vores insekt projekt og eleverne var helt oppe at køre.   Jeg har ikke arbejdet med danske børn i mange år, men moldoviske er bare så skønne og altid taknemlige for at man gider at lave noget med dem.  Al voksenopnærksomhed bliver suget til sig og børnene ELSKER når vi voksne gider lege. 

Jeg havde med vilje planlagt at forløbet skal gøres sammen med borgerne for centret for handicappede børn.  Derfor kørte vi ud til centret og satte hotellet op i et nærliggende skov areal.

Det var dejligt at se hvordan de to grupper fandt sammen uden forbehold. Der var villige hænder over alt og ivrighed for at hjælpe hinanden. Flere at eleverne fra skolen har ADHD lignende adfærd og der bliver ikke ventet på instrukser eller tøvet med at hjælpe med kørestole eller lignende.

Børnene fandt selv et godt skyggefuld sted til deres "hotel" og havde straks masser af bud på hvad der skulle fyldes på hylderne.

Jeg fulgte bare med som det tynde øl og kunne mærke hvordan ungerne selv havde taget fuld besiddelse af ideen.

Dima går dårlig på grund af sin spastisk lammelse og da jeg støttede ham og de andre løb i forvejen med hotellet  sagde han : Sådan kommer jeg aldrig til at løbe! 
 To af børnene kom op bagfra og tog straks fat i  Dima...uden at tage for meget hensyn til hans handicap slæbte de ham afsted,  i et noget hurtigere tempo end jeg ville have valgt. Dima så ud til at nyde det.

Det kaldet jeg inklusion når det er bedst.


Vi fik hurtigt fyldt hylderne op og nu må vi vente spændt.

Jeg tager afsted på 2 ugers rejse og er også spændt.

Spændt på om hotellet stadig står der og om mine pillefinger borgere har kunne dy sig og ikke været i gang med at omrokerer og "forbedre" projektet. Men i så fald ...so be it!