LIsa og bror. Nu skal der laves lektier.

Der er intet stærkere end det frivillige hjerte

Allerførst dada... brochurerne til dagcentret er blevet trykt og er meget fine. Jeg har allerede været på 3 husbesøg og introduceret programmet og formålet og også lært én af mine borgere lidt bedre at kende. Det er en 3 måneders dreng som er født med DOWNS og begge forældre var meget taknemlige for vores tilbud. Så nu er jeg fordybet i litteratur omkring hvordan man kan stimulere sådanne små størrelser. Både mig og min vejleder har sat det som dagsorden at udarbejde en handleplan  for det barn til næste møde.
Arbejdsopgaverne blandt udsatte unge og børn vokser og en kædereaktion af forskellige sager og forhold udvikler sig omkring de borgere jeg kommer i berøring med.
Sagerne  og behovene er ofte en større mundfuld end en 2 års praktikant  kan opfylde og jeg er så evigt taknemlig for det enorme sociale kapital som jeg igennem årene har opbygget og kan gøre brug af.  Frivillige, Ngo'er og kirkelige organisationer hjælper til og jeg har oplevet at kunne trække på ressourcer som er langt ud over dem som  de kommunale kan stille til rådighed.
To  frivillige støtte pædagoger fra min egen organisation har således de sidste 3 uger hjulpet og har siddet med i skoletimerne for at hjælpe Lisa i gang og en volontør hjælper mig med at klare den store opgave omkring lektier hjælp. Hun har gjort store fremskridt og er lige så langsomt ved at forstå hvad det hele egentlig drejer sig om og gør sig store anstrengelser.  Lisa er flittig og det er faktisk lidt af et pusterum at tage sig af en elev som med en sådan entusiasme kaster sig over udfordringerne. Min arbejdsdag med Lisa starter hver morgen kl. 7 hvor hun ankommer hos mig og får bad, mad og skiftet tøj. Jeg sørger for at være hjemme igen ved 14 tiden for at sørge for mad og lektier hjælp. Når jeg har været optaget af andre sager har jeg kunne ringe til en medarbejder og en frivilig volontør Carinna som overtager opgaven. Jeg må igen og igen  konstatere at det frivillige hjerte er stærkt. Kæden vokser og Lisas lillebror kommer nu hver dag og tigger om at komme i skole. Han bliver en af mine borgere i dagcentret. I  dag kom han og viste mig hans nye støvler, som  han har købt, ( eller nok nærmere tigget sig til) for at blive optaget i skolen. Ved at følge processen med Lisa har han forstået at det også drejer sig om at have ordentlig tøj og sko. Det er supert når kædereaktionen også går i den retning.

En af mine opgaver har også været at støtte en 14 årig dreng med at holde op med at pjække. Igen voksede opgaven og jeg havde pludselig en liste på 5 drenge fra skolen, som alle rendte rundt i byen i skoletiden.  Det blev til en del forældrebesøg og da familieforholdene i to af tilfældene er hårdt belastede har sagsbehandleren  åbnet to nye sager.  Vi er begge enige om at støtte så meget op om familierne som muligt, så at drengene kan blive i deres hjem.  Igen er jeg dybt taknemlig for, at jeg har adgang til et stort lager nødhjælp og et mindre fond, hvor jeg har kunne finde midler til lidt ekstra mad og fodtøj som alle steder syntes at være et akut behov. Drengene er ved at være vandt til at jeg lige kigger uanmeldt forbi skolen for at tjekke om de er der og Yes de har nu gået regelmæssigt i skole i et par uger. Det er også godt at mærke at de ikke løber deres vej når vi ses, men gerne vil have en lille snak om hvordan det går. Håber jeg med tiden kan bygge nogle gode relationer med disse dejlige unger.