.

 Tragikomisk eller bare tragisk

Vi har nok alle hygget os med Gummi-Tarzan og Ole Frøsnapper.  Ole Lund Kirkegaard fortæller så enkelt og ligefremt om de her  tragisk komiske loosere. Vi husker dem så tydeligt i det virkelige liv, især os som var børn i 70'. Det var dem fra de store klasser, som blev kaldt bøller, fordi de stod og røg i frikvarteret og så seje ud med deres knallerter ,læderjakker og kassebukser. Meget er anderledes i dag. Knallerterne er skiftet ud, med seje gadgets og man ryger ikke i frikvarteret, men køber hash til weekenden. Kassebukserne er ikke ind, men det er de  lige så latterlige hængebukser.
 Men nogle ting er bare de samme under solen, og looserne er stadig looseren som i ren kedsomhed og mangel på formål spiller "bøller", for det kræver ingen færdighed eller selvdisciplin. Jeg syntes i de sidste mange uger at have mødt hele panelet fra den undvigende  mutte type , til den arrogante og stædige udgave,.Jeg fik af skolen en hel liste af unge drenge som pjækker, og da jeg forleden sad på kontoret med en 14 årig og hans grædende mormor, efter at han  var taget i småkriminalitet, og spurgte ham om at skrive navnene op på hans venner, gjorde han det flittigt ( den lille forræder). Efter en sammenligning med skolens "sorte liste" faldt brikkerne endnu engang på plads. Loosertilværelsen dyrkes bedst i flok.
Flere gange er jeg blevet tilkaldt for at snakke med nogle af disse unge gadedrenge, sagen er bare, at jeg ikke selv  tror det hjælper .Moralprædiker og løftet pegefingre er udmærkede virkemidler i børnehaven, men i disse tilfælde sætter teenageren hurtig pædagogen uden for rækkevide. Derfor har jeg også uden for arbejdstid brugt nogle timer på hjemmebesøg og  ja, brugt bestikkelse. Jeg lovede en ung fyr nogle nye sportssko, hvis han lod være med at pjække og i lørdags  efter to ugers prøvetid,  gik vi ned på markedet og fandt nogle smarte vinter sko.  Han  traskede  bagefter mut hjem med en hotdog og en pose med de gamle lasede sko i, og jeg tænkte: "Rammer det ham et eller andet sted, at der er nogen som vil ham godt?"
Denne stille undren sad faktisk stadig i mig, da han i eftermiddags pludselig sammen med en kammerat stak hovedet ind af døren i dagcentret. Jeg havde faktisk glemt at jeg havde inviteret dem ned til en snak.  Den fik vi nu, og  nu  troede jeg  på den, for dette var på deres initiativ.  Tanya en kollega talte med dem om skole, forældre og det som er træls og det de er gode til.  Jeg elsker, når Tanya går i gang, hun kan bare det der med unge frøsnappere. Det var tydeligt at de var blevet sendt i forvejen for at tjekke terræn, og de sagde at 4 af dem gerne vil   komme regelmæssig til  lektielæsning. De har svært ved matematik. ( hjælp det har jeg også). I morgen skal Tanya på jagt efter en matematisk volontør. Måske er der en som læser det derhjemme,som brænder for at gøre en forskel et halvt års tid?