Op og ned ad bakke

Sikke en uge. .  I mandags blev to af mine elever undersøgt at en kommission bestående af psykologer, tale pædagog og andre eksperter.  De kommer begge fra meget sårbare familier og jeg var med som socialpædagog.  Begge har været i vores center for børn med særlige behov og jeg var rimelig stolt at de fremskridt de har gjort indtil nu.  Den ene af drengene kunne knap nok sit navn for et år siden, men kunne nu genkende alle bogstaver i alfabetet og klare enkle regnestykker. " Hvilken tegningerne høre ikke til billedet ? " spurgte psykologen og pegede på en række med grønsager, hvor billedet af en kost også havde sneget sig ind.

"Suppe, Suppe, Suppe, IKKE Suppe!" svarede min borger. Denne form for logik fik dem alle til at le.   Den anden dreng ville ikke samarbejde om opgaverne og meldte klart ud at han IKKE VILLE i skole.   Denne udmelding er ikke så mærkelig idet han på en meget barsk måde er blevet smidt ud af klassen og sendt hjem fra skole Det viser sig at hans klasselære har haft en uoverensstemmelse, med drengens mor år tilbage og nu nægter at undervise hendes søn!!  Den anden dreng var også blevet sendt hjem fordi han er Roma barn, hvad samme lære havde dårlig erfaring med?  Denne slags udmeldinger er naturligvis ikke okay, heller ikke i Moldova og SAPP ( regionens psyko-sociale service) er nu gået ind i sagen.

Dette har nu resulteret i en masse positivt for drengene. For det første får de mere støtte og hjælp efter kommissionens afgørelse. Jeg har også fået en social arbejder på den ene case, hvor der er brug for  ekstra kontrol af familien. 

Chefen for SAPP er nu personligt gået ind i inklusions programmet på den russiske skole og kommer flere gange om ugen og bakker op om nogle af de forslag og opgaver jeg står med.  Hun er en meget korrekt og professionel dame, men et grundigt indblik i skolesystemet. 

Min opgave med at lære en pige at læse er en ABSOLUT solstråle historie.  Jeg er meget imponeret af hendes intense målrettethed.  Hun læser efter bare en måneds hjælp, små historie og jeg kan næste se hende vokse i selvtillid for hver uge. De andre børn komme tit og stiller sig nysgerrig ved siden af os når vi læse træner. " Hvorfor kan hun ikke læse?" spurgte to første klasse elever." Vi kan begge ikke læse   russisk ret godt  fordi vi har boet i udlandet, i lang tid" svarede jeg. (Pigen har faktisk været bortført til Transnistrien indtil hun var 13.)" Nå. sådan" svarede de to førsteklasses piger og hjalp mig med at udtale bogstavet bI korrekt :) .

Jeg keder mig aldrig på skolen og der er nok opgaver at gå i gang med.  Eleverne er altid villige til at man hjælper dem og glade for at blive støttet i deres opgaver.   Sidste uge havde vi besøg af en niende klasses elev som skulle vise os hvordan man kan lave et nyt hylster til sin kuglepen af avispapir.  Det var en opgave hun havde for, og hun havde derfor selv taget nogle almindelige elever med fra fjerde klasse. Jeg spurgte om hun ikke godt ville lære mig og de andre børn det og vi gik alle i gang med opgaven. Hyggeligt.

 

Mona Brookes bog Drawing with Children er basis for min næste opgave. Vi skulle egentlig have været  startet med opgaven i begyndelsen af måneden men ak og ve det moldoviske postvæsen. Nu er bogen ankommet og jeg er i gang med at forberede vores første øvelse.  Det er en medstuderende fra UCSYD , som introducerede mig for bogen og jeg var vildt begejstret for de resultater hun havde opnået i en børnehave.  Jeg er sikker på at børnene i Moldova nok skal få mindst lige så meget ud af udbytte af undervisningen.