Dagens tanke

Der er gang i den hver dag og fra morgen til aften knokler jeg sammen med et hold kollegaer om at holde 150 teenagere beskæftigede. I går var der fodbold, volleyball og bordtennis turnering om morgenen og mudder leg om eftermiddagen. Jeg var helt færdig, men ungerne muntrede sig stadig på trampolinerne, svømmebassinet og rulleskøjterne bagefter. ( Gisp hvor kommer al den energi fra). I eftermiddag holdte vi en konkurrence som hedder noget lignende:" Lav gas med den sjove " Konceptet er taget fra et TV show, hvor man satser på at få juryen bestående af kendte komiker til at grine. Grupperne var vildt oppe at køre og scenen blev indtaget af det ene stand-up nr. eller sketch  efter det andet. Juryen bestående af nogle voksne, sad med sten ansigter indtil et nummer fik dem til at grine og de tabte dysten.  Lige meget hvor man er i verden er det interessant  at opleve hvordan humoren er den samme, mennesker ler at parodi, sort humor, falden på halen osv. Alligevel er der også humor som bære præg af den kultur man er vokset op i.
 Således prøvede 3 piger at få de strenge dommere til at grine med følgende vittighed, som fortæller en masse om deres liv og kultur:  3 kvinder mødtes ved brønden og den ene siger:" min mand er netop kommet hjem."" Jamen dog," svarer den anden" det er min også."" Min er også kommet hjem" siger den tredje." Hvad har din mand købt dig?"" Åh, en rigtig smartphone."" Ih dog "sagde den anden," min har en masse dollar med og vi har købt en ko."" Min har intet købt" siger den tredje.  Næste dag mødtes de 3 kvinde igen ved brønden. "Hvordan går det?" spurgte de hinanden." Åh min ko er blevet stjålet"
siger den første. " Det er dog forfærdeligt for min telefon er også væk"." Jamen dog" siger den tredje " sikke en ulykke, men jeg må løbe." Hun trækker en ny mobiltelefon op af lommen. "klokken er mange og min ko skal malkes!"
Moldova er præget af at den ene forældre er bortrejst som billig arbejdskraft i udlandet. Folk er ofte meget optaget at status symboler som meget gerne må være prangende og det er pudsigt hvordan den lille vittighed, som for øvrigt ikke fik dommernes grin,  understreger hvordan
 det nye og gamle mødes i en globaliseret verden. En vittighed som nok i vesten kræver en forklaring, men er indlysende for de 13-14 årige børn her på lejren