Første etape af min praktik er vel overstået. I går pakkede vi flere ton grej sammen og kørte al sport inventar, trampoliner, hoppepuder, køkkengrej og telte og soveposer på lager.  Om aftenen var vores ben var tunge som bly og armene pludselig et par meter længere, men hjerterne var varme og glade og alle kan se tilbage på nogle vidunderlige uger.
Den sidste uge var for en stor broget flok af familier, enlige mødre og deres børn. Der plejer egentlig at komme et team som gør en masse i håndarbejde og crafts, men de hoppede fra i år og jeg blev pludselig nervøs da det gik op for mig at jeg alene skulle underholde de mange børn (ca.50)forskellige aldre.  Derfor var det som sendt fra himlen da jeg blev kontaktet af en gruppe volontører fra USA, som spurgte og de  kunne være til hjælp på stedet i den uge.

Jeg fungerede nu mest som tolk og fik selv glæde af at se deres gode ideer og tiltag med børnene. Vi legede en masse sport og mange af børnene nød at have så mange voksne som gad at lege med dem.
Flere af familierne var plejefamilier og både jeg og flere af de unge fra USA var glædeligt overraskede over at se hvor velfungerende mange af disse familier og deres plejebørn syntes af være. Plejefamilie "konceptet" er rimeligt nyt i Moldova og UNICEF har i de sidste 10 år arbejdet meget målrettet på at opløse de store børnehjem.

Mange af forældrene kom og takke sidst på ugen. For dem er disse 5 dage på lejren det eneste ferie de har.