Pædagogens gang: To skridt frem, ét tilbage
Som pædagog vil man så gerne at det flytter sig, men det sker som oftest ikke uden forhindringer. Det kan være at en borger med en selvdestruktiv adfærd, eller pårørende som man mener står i vejen. Jeg oplever lidt af hvert i min opgave som socialpædagog og møder igen situationer som kræver store anstrengelse fra borgernes side for at blive løst, og det er ikke altid motivationen til forandring er til stede..og hvordan skaber man lige den. En af mine borgere er dybt alkoholiseret og jeg ved at hendes 11 årige ofte hverken får mad eller varme. Sidste vinter gik han ind i naboens stald for at varme sig hos køerne. Hver uge har jeg derfor besøgt moderen og snakket om forskellige muligheder. Efter loven skulle jeg egentlig melde hende til landsbybetjenten, som ville skrive en rapport til anklagemyndighederne, hvis afdeling for mindreårige så vil starte en lang proces med at fratage hende forældre myndigheden. På kontoret for "Beskyttelse af børns rettigheder" var vi dog enige om at det skulle være det sidste og drastiskeste skridt. Vi brugte megen tid på at tale og med moderen. Sønnen har været fast bruger af "min" børneklub i landsbyen i mange år, og jeg kunne mærke at moderen havde tillid til at jeg ikke ville hende ondt. Hun skrev derfor i fredags en ansøgning om at få sit barn anbragt på en special skole i 4 måneder, i mens hun tog til et rehabiliteringscenter for stof-og alkohol misbrugere. I går kørte vi sammen hen og afleverede drengen på skolen , hvor han umiddelbart syntes glad og lettet over at blive anbragt. Derefter kørte jeg moderen til Rehab-centret og også der blev hun taget godt i mod og var glad for at kunne få hjælp. Jeg kunne mærke på min lille ven at han mest var glad for at moderen endelig var villig til at få hjælp og jeg lovede ham at han kunne komme hjem til os i efterårs- og vinter ferien.
![]() |
Lisa fik hjemvé |
Lisa har nu været i skole en måneds tid og den hårde virkelighed har ramt som et lyn. Skole kan også være træls og er mere end bare at gå rundt med en lyserød skoletaske. Lisa slider i det og kan både skrive bogstaver og læse og regne til 7 . Hun kan også pjække og snyde fandt jeg ud af i går, hvor hun glad vinkede farvel efter morgenmad og løb direkte hjem til forældrene og gik i seng, så fjernsyn og spiste stegt fisk. Men hverken Lisa eller forældrene kan klokken og hun kom alt for tidlig hjem til os og en medarbejder tog hende i hånden og gik med hende i skole. Skolelæren fortalte nu at hun slet ikke havde været i skole den dag. " Jeg er en hooligan " sagde Lisa til mig til morgen. " måske" svarede jeg, " men du SKAL i skole" Lige nu sidder hun og slider med lektierne.
Min indsats for børn der pjækker fra skole har interesseret det lokale kriminalpræventive råd, som kontaktede mig og tilbød deres hjælp i form af en politimand, som i tilfælde af at forældrene ikke samarbejdede, også ville stille på deres bopæl. Det lyder voldsomt syntes jeg, og jeg ville helst ikke identificeres med en bussemand, men gerne nå ind til de unge drenge og motiverer dem til selv at ville. En smuk tanke ved jeg, men en MEGET stor opgave. Min erfaring med gadebørn, er at de ofte værdsætter gruppen og øjeblikkets frihed mere end vores velmenende råd og gode initiativer.
Dagcentret åbner den 14 Oktober og vi holder officielt åbent hus. Rummet er så godt som færdigt og familie og børn er blevet underrettet og inviteret. Min mand og en gæst fra DK er i disse dage ved at lægge tæpper og samle de møbler som vi har tegnet og fået lavet på en særlig fabrik. De er sponsoret at en tysk gruppe fra Heiligenstadt, Bayern. Jeg har netop i dag modtaget svar fra LEGO om at de sender nogle kasser med elementer, og en ven har samlet en masse lejetøj fra hans fritidshjem. I Søndag var der en stor charity event i byens kultur hus for handicappede børn og jeg fik lov til at præsenterer min projekt og dele min foldere ud. Vildt fedt, da det slet ikke var en event jeg havde noget at gøre med. Jeg blev bagefter introduceret til regionens præsident og hustru og flere andre store profiler. Hvem ved kontakter er godt. Men mest af alt glæder, jeg mig til at komme i gang med at aktivere og gøre en forskel for disse skønne unger.
Wauw Charlotte - you are the 'First Lady' of Moldova - hvor er du bare god, og sød. Du har den helt rigtige indstilling til tingene, og det skal nok blive et fantastisk projekt du får startet op.
SvarSletMany knuzez herfra
Sanne